Den italienske bi Apis mellifera ligustica blev første gang beskrevet som race i 1806 af M. Spinola. Som navnet siger har den sit naturlige hjemsted på den italienske halvø.


Den gule farve påbagkropsringene er et særkende for den italienske race. Man kan dog ikke helt forlade sig på farven som kriterium for racerenhed, da der også findes mørke italienske bier på bl.a. Sicilien.

Udenfor italien har det været populært at udvælge avlsfamilier efter farve fordi der har bredt sig den opfattelse, at jo mere gul desto mere italiensk. Den italienske honningbirace er derfor ofte mere gul udenfor italien end i dens hjemland.


Farven hos denne bi er i det hele taget et lunefuldt fænomen, da den kan variere, med forskellige antal gule striber på de forreste bagkropsled, hvilket påvirker helhedsindtrykket når man ser dem på afstand.

ligustica bien som den typisk ser ud.
Den italienske bi har i nyere tid fundet udbredelse i mange egne af verden, da den har formået at begå sig vel i sammenligning med mange andre racer. Den har tilpasset sig i middelhavsegne med ret varme og undertiden ret tørre somre og et mildt vinterklima. Dette har tidligere givet svækkede danske bifamilier om foråret, der led af svære nosema infiktioner, og deraf store døsfald af bifamilier. Men idag hvor alle seriøse dronningeavlere kun avler fra nosemafri bifamilier, ses dette problem ikke mere.


Hvis vinteren er mild, kan racen opnå en stor styrke allerede i begyndelsen af maj. Og vil under sådanne betingelser hurtigt distancere de fleste biracer i udvikling, og markere sig som en ypperlig bestøver og honningsamler.


Italienske bier har en forholdsvis ringe sværmtendens. En ting hos den gule bi er, at de viser mere fejlflyvning end f.eks. krainerbierne (carnica). Dette kan iagttages, når disse to racer står placeret side om side. Forklaringen er at italienske bier primært orienterer sig ved hjælp af omgivelsernes farver, hvorimod krainerbierne også benytter sig af terrænets form og variation.


De italienske bier blev oprindeligt indført her til landet i starten af 1900 tallet, til bestøvning af kløver - især rødkløver. Det har været en almindelig opfattelse at den havde en længere tunge end den oprindelige brune danske bi. Og derved havde lettere ved at nå nektaren i bunden af kronrørene.

Man har endog forsøgt at avle ekstra langtungede bier på dette grundlag. Den egentlige årsag er dog snarere, at disse to racer gennem årtusinder er tilpasset forskellige trækplanter. Der er jo ingen problemer forbundet med at samle pollen i rødkløver, da bestøvningsorganerne findes i toppen af blomsten.


Den italienske birace har efterhånden fået fremgang igen. Det har ellers været buckfastbien der har domineret de sidste 20 år. Idag bliver der lavet et seriøst stykke avlsarbejde af dronningavlere med gule bier.