WWW.TRANUMSTRAND.COM

Forsiden
Naturen
Lokal historie
Links
Tranum Strand Grundejerforening, 25 års jubilæum - af Klaus Darling.

I forbindelse med jubilæet har jeg lovet at forsøge mig med et historisk tilbageblik på grundejerforeningen og lidt om Tranum Strand i øvrigt, jeg skal understrege, at det skrevne er set med mine briller og at min research har været begrænset.

I virkeligheden er grundejerforeningen meget ældre. Den nuværende grundejerforening, som fik navnet "Foreningen af private Grundejere ved Tranum Strand" blev stiftet som en slags "protest" mod den gamle "Tranum Strand Grundejerforening".

Hvor gammel den oprindelig grundejerforening egentlig er, har jeg ikke kunnet få opklaret, der står i analerne, at dens materiale er "arkiveret", men ikke hvor.

Så vidt jeg ved, var min far den sidste formand for den gamle grundejerforening, foreningen var vist temmelig passiv, så derfor stiftede min onkel Jørgen Nissen den nye forening i 1986. Der var utvivlsomt behov for en mere aktiv forening, men det har altid naget mig lidt, at det var min fornemmelse, at årsagen også var en lille uenighed i familien, en uenighed, der dog aldrig gav anledning til splid, men som drejede sig om, hvorvidt mine forældre skulle have lov at bygge på grunden 1 ah, det nuværende Sletten 4. Selv om der havde været byggeret på grunden siden 1935, måtte der af tekniske grunde en lokalplanændring til, og vor forening gik meget aktivt ind i et forsøg på at forpurre byggeriet. Hvilket dog heldigvis ikke lykkedes.

Den nye forening var ligeledes i mange andre henseender meget mere aktiv end den gamle, især min onkel og lærer Fibæk gjorde en stor indsats.

Foreningen har i de 25 år haft foreløbig 5 formænd:

Ingeniør Jørgen Nissen 1986 - 1990
Direktør Kaj Nielsen 1990 - 1992
Revisor Erik Moesgaard-Leth 1992 - 1995
Lærer Birthe Lau 1995 - 2007
Læge Klaus Darling 2007 -

Foreningen har bl.a. spillet en stor rolle i forbindelse med vejføring og skiltning, da den oprindelige adgangsvej, Ralvejen sandede til efter ralgravningens ophør. Der herskede den første tid en noget tilfældig vejføring, men ved et fælles vejsyn i 1992 fik man planlagt den nuværende vejføring, og det tjener til grundejerforeningens fortjeneste, at man fik gennemført den nuværende vejføring. Kommunen havde faktisk lagt op til, at man skulle gennemføre redningsvejen hen over Sletten og videreføre den gennem Sletten 12 og redningsvejen 10 (Ternen) og videre hen ad Sletten til Strandgården. Det ville naturligvis have medført en meget mere gennemskuelig og logisk vejføring og havde mindsket det besvær, det ofte kan være at finde de forskellige husnumre. Men det havde unægtelig fjernet en væsentlig del af den charme og det særpræg, der er ved Tranum Strand, specielt i den ældste del af sommerhusområdet, et særpræg som kendetegner mange andre sommerhusområder af ældre dato. Husene ser jo nærmest ud, som om der er faldet tilfældigt ned fra himmelen.

Og hvorfor er det så sådan?

Jo, tidligere var der faktisk kun 2 grundejere af betydning: Strandens dronning, Helene og min bedstefar, og de var begge to ikke interesserede i at sælge, men ville hellere leje grunde ud.
Min bedstefar købte 12 tønder land i 1917. I 1919 satte han det første sommerhus, "Hytten", der nu hedder Redningsvejen 12, Hytten lignede en togvogn og var det måske også oprindeligt. Hytten stod helt til for ca. 30 år siden, da Svend Åge Andersen og Edith opførte det nuværende hus. Efterfølgende blev der udlejet småparceller, som folk så selv kunne sætte et hus på, det blev til "feddet" for Brovst. Et blev lejet ud til korn- og foderstofforhandler Kristoffersen, et til automobilforhandler Rasmussen, et til barber Larsen o.s.v. Husene lå tilfældigt, f. eks. fik Kristoffersen lov til at flytte sit hus op på bakken for at få bedre udsigt.

I 1927 byggede min bedstefar det hus, som vi har i dag, Sletten 3. Det blev kaldt "Lien", efterfølgende er Vesterlien, Sandelien, Mindelien, Bo-lien, Mini-lien og Endelien kommet til, så familien er rigt repræsenteret i Tranum Strand, og der har endnu ikke været en bestyrelse i grundejerforeningen, hvor vi ikke har været repræsenteret.

A pro pos vejene til Sommerhusene, så bliver cementvejene ofte kaldt for "tyskerveje", men det er de altså ikke. I min barndom var der grusvej fra Tranum til Tranum Strand, bortset fra et kort stykke på ca. 50 m. ved Tranum Klit Skolevejs udmunding i Strandvejen, på det stykke var der cement, og lige overfor udmundingen var der en transformatorstation. Og jeg kan bevise det: Hvis man kommer fra Tranum, er der lige før Drosselvej nogle cykelspor i asfalten, jeg kan huske, at de blev lavet og mener, at det var med vores helt nye konfirmationscykler i 1961, sporene stammer fra mine kammerater, jeg deltog naturligvis ikke selv!

I mange år kunne man i brændingen, ca. 50 m. vest for Hoffmann's vandløbs udmunding se spanterne fra et gammelt træskib. Min far og hans jævnaldrende badede fra vraget, som blev kaldt "Sukkerskibet". Grundejerforeningen satte sig for at undersøge, om det var noget, der kunne have interesse. Det viste sig at være en svensk skonnert, som gik på grund for godt 100 år siden, "Kronan" fra Åvildeleje på vej fra Newcastle til Göteborg med soda og svovl til glasfremstilling. Spanterne sås senest i 1992, men med den kolossale mængde sten, der blev skyllet op ved orkanen 8. januar 2005 er det tvivlsomt, om vi nogensinde ser dem igen.

Tranum Strand den 23.juni 2011.

Klaus Darling.